YDK online

Vedtægter


§ 1 Foreningens navn

Foreningens navn er: Yngre Danske Kirurger.


§ 2 Foreningens formål

Foreningens formål er at varetage yngre kirurgers faglige, uddannelsesmæssige og organisatoriske interesser.

§ 3 Medlemsskab

  • stk. 1 Som medlemmer optages læger under uddannelse i kirurgi og kirurgiske grenspecialer samt speciallæger i nævnte specialer ansat i underordnede stillinger.
  • stk. 2 Bestyrelsen afgør, hvorvidt betingelserne for medlemsskab efter stk. 1 er opfyldt.
  • stk. 3 Indmeldelse sker ved skriftlig henvendelse til sekretæren.
  • stk. 4 Udmeldelse kan ske ved skriftlig meddelelse til bestyrelsen til udgangen af et kalenderår. Som udmeldt betragtes den, der ikke har betalt kontingent i et år. Genoptagelse kan kun ske ved betaling af restancen.
  • stk. 5 Medlemmer hæfter ikke for foreningens forpligtelser.


§ 4 Foreningens struktur

  • stk. 1 Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen.
  • stk. 2 Bestyrelsen, som vælges af generalforsamlingen, leder foreningens anliggender mellem generalforsamlingerne.
  • stk. 3 Foreningens eventuelle repræsentanter i andre foreningers bestyrelser , repræsentantskaber og lignende vælges af bestyrelsen.  Valget skal bekræftes på førstkommende generalforsamling.
  • stk. 4 Bestyrelsen kan nedsætte udvalg vedrørende enkelte grenspecialer og andre udvalg til rådgivning af bestyrelsen
    inden for særlige områder.

§ 5 Generalforsamlingen

  • stk. 1 Ordinær generalforsamling afholdes årligt i forbindelse med Dansk kirurgisk Selskabs forårsmøde.
  • stk. 2 Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen ved skriftlig meddelelse til hvert medlem med mindst 4 ugers varsel.
  • stk. 3 Indkaldelsen skal indeholde en dagsorden med følgende faste punkter:
    1. Valg af dirigent.
    2. Beretning  fra  formanden
    3. Beretning fra udvalgene
    4. Bekræftelse af valg af repræsentanter i andre foreningers bestyrelser, repræsentantskaber og lignende.
    5. Indkomne forslag fra medlemmerne.
    6. Valg af formand.
    7. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter,
    8. Valg af revisor og suppleant.
    9. Aflæggelse af revideret regnskab.
    10. Budgetfremlæggelse og kontingentfastsættelse.
    11. Eventuelt.
  • stk. 4 Et medlem kan ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen senest 1. januar før ordinær generalforsamling få en sag optaget som selvstændigt punkt på dagsordenen.
  • stk. 5 Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, når mindst 10% af foreningens medlemmer er repræsenteret. I modsat fald skal valg til bestyrelsen og sager til afstemning afgøres ved urafstemning. Urafstemningen foranlediges af bestyrelsen senest 4 uger efter generalforsamlingen.
  • stk. 6 Der kan stemmes ved valg og sager optaget på dagsorden ved skriftlig fuldmagt. Hvert tilstedeværende medlem kan medbringe 5 fuldmagter. Fuldmagterne skal være bestyrelsen i hænde og godkendt ved generalforsamlingens begyndelse.
  • stk. 7 Afgørelse på generalforsamlingen træffes ved simpelt flertal.  Afstemningen kan ske ved hånds-oprækning, men skal være skriftlig, hvis et medlem forlanger det. Valg af formand, øvrige bestyrelses-medlemmer, revisorer samt suppleanter sker ved skriftlig afstemning.
  • stk. 8 Ved stemmelighed ved valg skal der foretages et bundet omvalg, ved ny stemmelighed afgøres valget ved lodtrækning. Ved stemmelighed i andre sager tæller formandens stemme dobbelt.
  • stk. 9 Afgørelser af sager, som er behandlet under dagsordenens punkt "Eventuelt" kan ikke træffes.

§ 6  Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes af YDK's bestyrelse, hvis 3 medlemmer af denne ønsker det, eller hvis en femtedel af medlemmerne skriftligt begærer det.  Skriftlig indkaldelse til ekstraordinær generalsamling
skal ske med mindst 14 dages varsel til afholdelse senest 4 uger efter begæringsdatoen.

§ 7 Bestyrelsen

  • stk. 1 Bestyrelsen, der består af formand og 6 medlemmer, vælges ved den ordinære generalforsamling for 2 år ad gangen, således at formand og 3 bestyrelsesmedlemmer vælges på lige år, og 3 bestyrelsesmed-lemmer vælges på ulige år. Hvert år vælges tillige 2 suppleanter for et år. På lige år vælges desuden 2 revisorer og en suppleant. Der tilstræbes bred geografisk fordeling af bestyrelsesposterne og udvalgsposterne. Et medlem, der vælges ved suppleringsvalg på grund af et bestyrelses-medlems afgang i utide, vælges kun for det afgående bestyrelses-medlems resterende valgperiode.
  • stk. 2 Afstemningerne er skriftlige. På stemmesedlerne må der maximalt opføres det antal navne, der svarer til antallet af ledige bestyrelses- eller revisorposter, der er på valg. De valgte, der opnår flet stemmer, er valgt for den længste valgperiode. De opstillede, der næst efter de valgte bestyrelsesmedlemmer og revisorer får flest stemmer, er valgt
    som suppleanter i den rækkefølge, der svarer til stemmetallene.
  • stk. 3 Bestyrelsen konstituerer sig umiddelbart efter generalforsamlingen med en næstformand, en sekretær og en kasserer.
  • stk. 4 Genvalg af bestyrelsesmedlemmer kan kun ske én gang for to på hinanden følgende perioder.
  • stk. 5 Bestyrelsen fører protokol med referater af alle bestyrelses-møderne. Der kan ikke træffes beslutninger i bestyrelsen med mindre  5 af medlemmerne er til stede. I øvrigt fastsætter bestyrelsen selv sin forretningsorden.

§ 8 Bestyrelsens udgifter

Rejseudgifter for bestyrelsesmedlemmer og udvalgsmedlemmer til indkaldte møder refunderes efter lægeforeningens takster.


§ 9 Vedtægtsændringer

Vedtægtsændringer kan foretages af en generalforsamling med to tredjedele af de afgivne stemmer. Vedtægtsændringer, som udsendes til urafstemning i medfør af § 5, stk. 5, kan foretages med to tredjedele af de afgivne stemmer.


§ 10 Ophør af foreningen

Beslutning om foreningens ophør skal ske  efter de samme regler som for vedtægtsændringer. Ved foreningens ophør overgår eventuelle aktiver til Dansk Kirurgisk Selskab.

(Vedtaget på den stiftende generalforsamling den 22/3-1990, revideret april 1991 og maj 1996).